eg er født 22.juni 1962 i et lille bitte hus på en skrænt, kaldet Mælkebøtten, ved Egsmark Strand, fem kilometer fra molboernes hovedstad, Ebeltoft.
Jeg har en datter, Satie Cuber Espersen, født 21. december 1991. Hendes mor er Mette Espersen, og vi opkaldte hende efter den excentriske franske komponist Eric Satie. Hun er så vidt vi ved, den eneste der bærer det
navn som fornavn. Men hun bærer det smukt og loyalt overfor kunstneren selv. Ketty Merete Wagner Jensen var min mor og udover mig fik hun, Merete, Helle og Jette. Hun stammer fra Glostrup. I 2009 sov hun ind på Grenå Sygehus, efter flere års skranten med hjertet. Hun blev 79 år. Kaj Cuber Jensen Blev født i Kildebrønde, tæt på Tåstrup. Størsteparten af hans arbejdsliv foregik på et Garveri. I 1961 fik han tilbudt stillingen som Farvemester på et Garveri i Ebeltoft, hvortil de flyttede og bosatte sig med parcelhus, have og Ligusterhæk. Noget af en omvæltning for to storbymennesker der indtil dette tidspunkt havde levet i baggårdslejligheder og knoklet for føden med flere jobs på en gang. Min far ville egentlig ha’ været snedker og fået sig et husmands-
sted med jord til ligesom min farfar havde. Sådan gik det ikke, og efter fem års kræft i maven stillede han træskoene Grenå Sygehus 18.juni 1992. Den dato husker jeg bedst af alle, for det var dagen hvor Danmark spillede sig i EM finalen ved at tæve Holland. Han blev 67 år. Jeg tilhører den generation der overfor familien kan prale af, at have fået studentereksamen på Grenå Gymnasium (1982), men ikke prale af karaktererne. Men det betød ikke så meget at gå ud med et gennemsnit på 7,7 for allerede dengang vidste jeg, jeg ville være journalist, og på den skole brugte man optagelsesprøver, og ikke karakterer.
1985 lykkedes det, efter otte måneders træning til det på Store Restrup Højskole, at komme gennem nåleøjet i andet forsøg. Journalisthøjskolen blev startskuddet til en både hæsblæsende og eventyrlig periode i mit liv. Med praktikophold på Herning Folkeblad. Mine forældre købte en lille fin lejlighed i Samsøgade 78, og her boede der i en periode på 6 år, venner, der alle ville være journalister. Jeg var med til at starte freelancebureauet, Stickelbergs Bureau, og det eksisterer stadig. I 1997 blev jeg tildelt et legat, der medførte at jeg kom til Paris i et lille års tid for at kunne fordybe mig i international politik. I særdeleshed Europæisk politik. Det var bestyrelsesmedlem for organisationen Journalistes en Europe, Jørgen Schleimanns
og journalist og tidligere deltager Claus Kraghs, fortjeneste, at jeg kom i selskab med journalister fra hele verden. I otte måneder havde jeg Europa som min arbejdsplads, fik de bedste inputs fra debattører, meningsdannere og intellektuelle sammen med 32 åndsfæller fra hen ved 30 lande i verden. Journalistes en Europe havde eksisteret siden 1975, men da tilskuddet på 250.000 Euro fra EU kommissionen bortfaldt i 2002, måtte nøglen drejes om. Det markerede afslutningen på en epoke i international journalistik. 800 journalister fra hele verden nåede at komme igennem nåleøjet og nyde godt af en næsten dansk højskoletradition gestaltet i Paris, men orkestreret af ånden fra en tid før verden gik af lave, hvor alt skal være målbart førend der falder
tilskud. I efteråret 1998 flyttede jeg til Nørrebro, København for at etablere mig som freelancer med international politik – i særdeleshed indenfor miljø og naturforvaltning – som hovedinteresse. Dermed forsøgte jeg at genoptage den kurs, jeg havde lagt siden 1990, hvor jeg fik eksamensbevis og pressekort. Jeg fortsatte med at rejse en del i udlandet, i særdeleshed Norden, men i 2002/2003 begyndte jeg at komme i tvivl om mit liv fortsat skulle hænges op på en freelance tilværelse som jeg kendte den. Selvom jeg i mange år har fotograferet til mine egne reportager kunne det ikke helt dække min appetit på det mere visuelle udtryk, som i stadig stigende grad trængte sig på.
en malergerningen skulle først få plads, da jeg møder min livs kærlighed et par år senere. Hun hedder Pie og første gang hun sendte mig en mail, havde jeg nær deleted den, fordi jeg troede det var SPAM. Ingen kunne kalde sig Pie, tænkte jeg. Men et eller andet, eller noget, fik mig til at tøve. Så jeg klikkede på mailen og der var hun så. Et par uskarpe fotos, taget af sønnen, fik jeg senere at vide, kunne ikke skjule, at her var der tale om et menneske med en sjæl dybt forankret i tilværelsen største udfordring; hvordan forvalter vores arvesølv og arvesynden? Hun var ikke bare smuk indeni, hun lyste op i telefonen med en
lattermildhed og vi datede face to face få dage efter
vores samtale. Det begyndte i cyberspace i april, i maj datede vi på Højbroplads i København, jeg kyssede hende første gang bag Christianias volde to timer
senere, friede juli på Kirsten Kjærs Museum, købte og flyttede sammen i et forsømt husmandssted ved Randers Fjord feburar 2006, og giftede mig med hende julen 2008. Jeg tror det hele var forudbestemt. Vi fandt ud af, at størsteparten af vores tilværelse har vi krydset ind og ud af hinandens liv. Mest slående var nok, at vi indenfor få måneder, uger eller dage måske, har set på hus, eller rettere; Møllen på Mols, med køb for øje. Men
vi kunne ikke magte opgaven alene.At hun påstår, at den strand, jeg er vokset op ved, er HENDES strand, for der er hun også kommet siden ungdommen, gør bare historien endnu mere besynderlig. Vi har altid været der for hinanden. Men vi skulle altså på Dating og i Cyberspace før vi slog pjalterne sammen. I medgift fik jeg derudover; Nina Lerche Jeberg født 2000, Mads Lerche Øilo født 1994, og Stine Lerche Øilo født 1990, og det har gjort at jeg med et slag har fået mig den store familie, jeg også altid drømte om.