vigter jeg dig hver eneste dag? Gør jeg så fortæl mig om du ønsker et andet liv.

Jeg vil dig. Og altid. Også selvom mulig­hederne aldrig har været større end nu. Hun kunne ikke trække vejret længere. Så jeg satte mig ved hendes seng og holdt den hånd der havde holdt min i så mange år, at det ingen nytte gør at tælle forfra. Og udenfor skreg rågerne. Dem

hørte jeg tydeligt. Mens du lyttede til Satie. Men hvor var du? Da det virkelig gjaldt og jeg sad alene tilbage med sorgen? Du lod det gå. Livet ebbede ud af dig.
Ingen modernitet kunne trække den sag i langdrag. Ej heller medicinmændene i hvide kitler og grønne skjor­ter. Eller var det også hvide? I hvertfald så det sort ud længe, men du lyste op i et smil hver gang vi snak­kede om dengang. Om du virkelig hørte jeg sagde, jeg elskede dig, kan kun du vide. Jeg tror på det, for så smuk kan ingen død være uden at der er både ord og sang. Og

turene til og fra tog år. Vi gik fra en tidsalder til en anden, mens du visnede. Havde jeg din mail adresse der hvor du er nu, ville jeg skrive dig en hyldest og hamre konsonanter og vokaler i de døende minutter før solen igen står op over det barndomsland du sikrede med din ro.