eg tog tyren ved hornet her til morgen, og ringede til min X for at høre om hun virkelig er gået hen og blevet min gode vens muse...

- Ja, joh, vi er bare venner, sagde hun søvndrukkent, - har du nogen problemer med det?, spurgte hun. - Ja, sagde jeg. - Det har jeg faktisk nogle problemer med, og nu vil jeg gerne vide præcist, hvad der foregår. Hun suk­kede. Jeg hørte hendes suk som en lang klagende tone i mol. - Og nu skal den overbærende, selvudslet­tende, selv­opofrende Mogens tage tingene i sin egen hånd, og vi andre skal føle skyld? Jeg vidste faktisk den ville komme inden jeg så den. Det var en skygge fra fortiden der jog hen over mig, og ramte mig præcist i solar­plexus. Jeg så op. Deroppe hang den lampe hende og jeg havde købt sammen, mens der stadig var tid og trængsel i sengen. Jeg sagde: - Nej, sådan er det ikke. Men efter halvandet år prøver jeg at tage sagen i min egen hånd. Jeg vil jer gerne begge to, og eftersom I ikke har fundet det ulejlig­heden værd at informere mig om jeres opad­gående venskabskurve, så må jeg selv finde ud af hem-

melighedskræmmeriet på min egen detektiv-fjollede måde. Så kom venstre-hooket. Jeg så det komme. Snarere mærkede det komme. Som man mærker en gryende brise på havet. De små krappe bølger der jager rastløst henover den blanke overflade. Lyden af en vind der trænger igennem træerne, og sommertrætte buske. iiiiiiuuuhuuusssh... Jeg søgte at parere, og vende krop­pen op imod den uimodståelige fremadskridende energi, der mirakuløst havde rejst usvækket igennem telefonselskabets telefonlinier og nu søgte friheden et sted mellem en lampe fra 60-erne og min kæbe. Jeg gik til tælling, da hun kopierede sig selv: - Vi har jo ikke noget i klemme. Det er dig, der har problemet. I minut­terne efter at røret var lagt på suste vinden fortsat i mine ører. Jeg red afsted på en bølge af afmagt, had og bitterhed, hævntørst og afgrundsdyb magtesløshed. Jeg druknede i den bølge hele vejen ind til kysten, og i brændingen lå jeg livløs længe, og folk gik forbi og snak­kede om, at det sikkert var en, der havde taget sit eget liv. I avisen næste dag stod der, at politiet efterforskede sagen. Men intet tydede på, at han hørte til i landet. Det var i det hele taget en mystisk affære, og kirurgerne gik til opgaven med den største professionalisme, og man obducerede liget minutiøst for at finde tegn på, hvor denne mand var kommet fra, og hvad der var hændt.

De begravede resterne af strandvaskeren på de ukendtes kirkegård. Der lå andre blomster, men det gjorde ikke billedet mindre ubetydeligt. Det var i det hele taget en mærkelig historie. En ledning fra et telefonrør var viklet omkring halsen på manden, da man fandt ham på stranden. I hånden holdt han krampagtigt om et billede. Kirurgerne måtte skære fingrene af ham for at fravriste strandvaskeren det. Eksperter analyserede i en uende­lighed de opløste farver på billedet, og politiet hældede til den teori, at kvinden på billedet måtte være en slags kæreste, hvorimod manden i baggrunden, var smattet ud til ukendelighed. Der var tegn på en tredie person. Nogen mente at billedet udstrålede en slags varme og glæde, men det var blot en intuitiv bemærkning fra en af de yngre læger, der i sit studie havde interesseret sig perifært for abers indbyrdes adfærd i en gruppe større end 6. Bemærkningen fik aldrig fodfæste. Der var ingen naturlig forklaring på hændelsesforløbet, var viden­skaben enige om, det lugtede snarere af mord, men der var ingen pårørende, ingen der henvendte sig på annoncen i avisen, og sagen blev skrinlagt under uopklaret.