fter tre dage på isen blev jeg truet med et ladt gevær. Det mærkelige var, blev jeg fortalt, at fan­gerne sjældent lader tempe­ramentet løbe af med sig, når de er på fangstrejse.

Min fanger var pludselig sprunget af slæden med sit gevær og med tegn og fagter gjorde han mig forståeligt, at jeg skulle blive på slæden og køre 100 meter væk fra sælens åndehul. Det hele gik så stærkt og jeg sad på knæ på slæden mens hundene stak af i retning mod en anden fanger og hans hunde. Jeg forsøgte at bremse slæden, men mine tilbageslag med pisken var for aggressive og jeg blev ramt i ansigtet af det yderste af pisken. Nå, men hundene fortsatte istedet for at bremse som de var træ­net til, og med et var mine hunde i slagsmål med den anden fangers hunde. Det så ret fornøjeligt ud, men fan­gerens tålmo­dighed brast, han havde stået længe for­overbøjet henover et åndehul med sit ladte gevær, og nu skulle jeg have besked. Med geværet rettet mod mit bryst råbte han flere gange af mig som en gårdvagt råber af en elev, der er taget på fersk gerning i at ryge på toilettet. Til sidst forstod jeg, at jeg skulle gentage, hvad

han råbte, og jeg forstod , at han hånede mig for ikke at være istand til at bringe hundene til standsning. Situa­tionen var ret ydmygende og jeg ville ikke finde mig i det, så jeg bandede ad ham og dér stod vi 30 kilo­meter fra land, jeg godt og vel et hovede højere end ham med knyttede knæver, parat til at fravriste ham våbenet, og ham truende med et ladt gevær og en helt ukontrolleret vrede og resignation over miséren, som måske havde kostet ham aftensmaden til sig selv og hundene. "Du er ikke andet end en skide fremmede," skreg han og stam­pede arrigt i isen. "Det er fandme ikke min skyld", skreg jeg tilbage. "Du er meget dårlig herude på isen. Alle I fremmede er meget dårlige herude på isen. Gå hjem Qallunaq. Gå hjem skide Qallu­naq." Så gjorde han endnu engang udfald mod mit bryst med det ladte gevær, og jeg stod fuldstændig rolig foran fangeren og ventede på en chance for at slå ham ned. Jeg tænkte: "Jeg må ikke vise min angst. Mærker han min angst er jeg fortabt." Så jeg råbte så højt jeg kunne; "At han bare ku´ tage at skride med sine hunde, hvis det generede ham, at jeg var her." Omkring fødderne på os var et herligt hundeslagsmål under udvikling, og skaglerne viklede sig hele tiden omkring benene på os, hvilket gjorde det umuligt for os begge at bevare de positioner vi havde indtaget. I det hele taget var der en del rabal­der omkring os, og det var fandens uheldigt tidspunkt at dø på, syntes jeg. Lige så hurtigt som balladen startede, sluttede konfron­tationen igen. Fangeren vendte sig

bandende bort, efter at have gjort flere rasende udfald mod mig, og gik så igang med at udrede hundenes skagler. Det tog 10 minutter og min vrede fordampede lige så hurtigt som den var opstået. Jeg forstod, at jeg havde gjort klogt i at tage konfron­tationen med ham istedet for at forsøge med und­skyld­ninger, og jeg var glad for at jeg ikke havde vent ham ryggen og gået min vej. Jeg mener, hvor skulle jeg have været gået hen? Min egen fanger duk­kede pludselig op og han måtte have set optrinnet på afstand, for han grinte bravt og slog det hele hen med et skulder­træk. Jeg var temmelig vred på ham, fordi han ikke havde advaret mig mod, at den slags kunne ske. Resten af dagen var jeg knotten og afvisende, men det gik over og jeg forstod at der er en grund til at vrede hurtigt for­damper på isen. En vred mand på fangst hverken ser eller hører som han bør. Derfor vil han klare sig dårligt og tabe ansigt, fordi han ikke kan styre sit tempera­ment. Hundene lignede fangerne. Og omvendt. Når vi var flest samlet under fangstrejsen talte jeg nogen gange mere end 120 hunde og 12-14 mænd. Og det jeg lagde mest mærke til var stil­heden og den velsignede ro, der hvilede over lejren. Jeg ved ikke hvorfor de var så rolige. Men det virkede alt sammen nøje planlagt og indstuderet, og der blev sjældent brugt unødig energi på formålsløse ting.